Socialistisk bolig-moral?

Sophie Hæstorp fra Socialdemokratiet har netop hidset sig voldsomt op over at en rapport, der rummer oplysninger Sophie selv kunne have skaffet sig, ikke er blevet lagt for næsen af hende, på hendes skrivebord.

Hvilke oplysninger er det så, der bringer sindene i et sådant kog hos partiet?

Jo, det fremgår af rapporten, at blot 10 lejeboliger er blevet købt af lejerne mod regeringens forhåbning om 5000 for forsøgsperioden.

Nu er differencen på 4990 naturligvis et højt tal; (især hvis man er fuldstændig blottet for økonomisk sans) Men vi er nogle, der kan huske Socialdemokraternes retorik i forbindelse med behandlinger af forsøgsordningen.

Man mente dengang, at man med forslaget ville udvikle lejerne i den almene-sektor til horder af griske kapitalister - Og at det ville "slå bunden ud" af den almennyttige sektor.

I stedet for at takke Velfærdsministeren, for at de socialistke bekymringer er blevet gjort til skamme, har man altså fra Socialdemokraternes side valgt at råbe op over, at der ikke er kommet mere "fut i fejemøget"

Man undres!

Når det almene hensyn til friheden går fløjten

Man har netop i Københavns Borgerrepresentation besluttet at indføre total valgfrihed i forhold til topløs badning i de Københavnske svømmehaller. Jeg er en ung mand i min bedste alder, så jeg burde vel glædes eller være ligeglad ved et sådant tiltag.

- Det er jeg ikke!

Socialisterne har begrundet beslutningen med at man i forvejen har særlige badetider for musliske kvinder og man synes at tænke at så er "den hellige grav" velforvaret.

Folk uden muslimsk herkomst, der kan føle sig stødt af topløse kvinder skal selvfølgelig undertrykkes - det er klart - verdslige mennesker er da selvfølge uden følelser forskellighed religion og fornuft.

Kun Carl Christian Ebbesen har haft modet til at sige fra overfor socialismen, populismen og islams foregangsret i enhver henseende.

Det burde være en omsonst tilføjelse; men der er andre jeg er slemt skuffede over.

Det forestående lovgivningsarbejde (L 111) (L 53)

Ovenpå Påsken, og den seneste tids ikke-begivenheder, finder jeg anledning til at kommenterer det forestående politiske arbejde.

Den første kommentar vedrører (L 111), om individuel boligstøtte i andelsboliger. Da jeg selv er en af de gamle modtagere, af denne støtte, finder jeg anledning til at knytte en kommentar.

I dag, er det muligt at modtage et tilskud svarende til 40 % af støtten for lejeboliger. Det er også muligt, at modtage 60 %, som et særdeles favorabelt lån, der er rentefrit, og som først skal tilbagebetales i forbindelse med et eventuelt salg af andelsboligen.

Forslaget lægger op til at støtten fremover gives som et 100 %'s lån.

I den nuværende ordning, er der imidlertid den mulighed, kun at modtage de 40 %, der gives i tilskud.

Jeg har konkret, taget den model i anvendelse.

Formanden for Danske Handicaporganisationer, Stig Langvad, er fremkommet med et høringssvar i forbindelse med lovforslaget.

Af høringssvaret fremgår det at:

Danske Handicaporganisationer (DH) er bekymret for lovforslagets konsekvenser for mennesker med funktionsnedsættelser, hvoraf mange har et relativt lavt indkomstniveau.

Personligt deler jeg denne bekymring, ligesom jeg også deler den grundlæggende essens i høringssvaret.

Jeg vil hertil bemærke, at forslaget, med udgangspunkt i ovenstående, kan resultere i øgede udgifter på den kortere bane. Det er klart, at der vil kunne finde en besparelse sted på langt sigt; men det er ligeså klart, at en udgiftsforøgelse fra 40 til 100 % er betragtelig.

Netop i dag, hvor det er favorabelt at låne penge som følge af det umiddelbare lønpres og inflation - Og hvor det også er fordelagtigt at yde indlån, som følge af det øgede pres/konkurrence på de likvide markeder, bør ovenstående give anledning til velovervejede betænkeligheder.

Dette gælder naturligvis også, blandt mine egne.

Hvis meningen med forslaget er, at yde øget omsorg og støtte så takker jeg for interessen.

Jeg undres dog over, at nytilkomne ikke har mulighed for, at vælge at klare sig med den mindre støtte.

Hvis jeg var i en position, hvor jeg havde indflydelse på det, ville jeg overveje, om ikke den nuværende støtteordning evt. kunne videreføres i revideret form for støtteansøgere.

Jeg synes, der er grund til, at man gør sig overvejelser om, om det er rimeligt, at man skal kunne blæse med mel i munden, altså hvorvidt man som i gældene lov skal kunne modtage såvel tilskud, som lån (simultant).

Men jeg finder det bedrøveligt, at muligheden for at vælge, (at nøjes med), en væsentlig mindre; men solid støtte bortfalder.

L 111 er en del af finansloven - og ansvarlighed forudsætter naturligvis, at man ved vedgår sig sine aftaler: men der bør være al mulig grund til, at imødegår problemstillingerne i forbindelse med implementeringen og udarbejdelsen af den reviderede lov.

Endelig er der min personlige kæphest (L 53) 2. behandlingen af Lissabon-traktaten, som det bestemt har højeste prioritet, at følge.

(L 111) skal til førstebehandling den 2. april og L 53 er til 2. behandling 8. april.

Vi går en spændende måned i møde.

Hvad kan man rimeligvis antage?

Københavns Kommune har igen, efter den seneste tids tragiske begivenheder, skudt skylden på regeringen? Jeg har netop hørt en udsendelse med Søren Virenfelt forstanden fra solhaven, der typisk tager sig af unge mellem 14.16 år. Én af hans mange kommentarer var, at man skulle kunne gribe ind langt tidl altså, da den unge var omkrig 10 år.

Det vil cirka sige omkring 2003 for den pågældende sag. Jeg undskylder ikke regeringens politik, for der er ikke noget at undskylde for. Men jeg ved at mange af regeringens initiativer først begyndte at slå igennem omkring 2003: Altså på det tidspunkt, hvor Københavns Kommune burde have grebet ind havde regeringens politik endnu ikke haft sin virkning.

Dette kan man naturligvis ikke sige højt; da det er en sammenhæng, der er svær at forklare og det virker som ansvarsforflygtigelse; men jeg synes dog, at Warming's aggeren i denne sag er vanelig kvalm.